Smukke sne – Gid du snart må dø

Sneen har væltet ned over byen i nat. Det er så smukt som det ligger der på træerne og hen over de uberørte græsplæner. Mellembarnet elsker sne og har boltret sig i det hele den lange vej op til skolen i dag, men han er også så dejligt ubekymret om tidspunkter og ting der skal nåes. Han lever bare i nuet.

Det gør vi andre ikke, Og ærligt talt så har jeg aldrig boet et sted med så dårlig snerydning som her. De rydder slet ikke hvis der ligger omkring 5 cm. Det gjorde der i sidste uge og med tiden blev det til sjap og smat og frosten kom tilbage og gjorde det til is på veje, fortove og cykelstier. Så kom sneen tilbage i store mængder og de har forsøgt at rydde. Ihvertfald for bilerne og nogen steder lidt for fodgængere. Smalle stier der snor sig afsted med høje bjerge af fejet sne langs siderne. Fodgænger overgange er stort set ikke ryddet og nogen steder er de brugt til at efterlade sne fra vejbanen og lange stykker af fortov er kun “ryddet” af de fodgængere der tidligere har trodset sneen.

Vi var ellers positive i morges, da vi kunne se snerydderen køre nede foran ejendommen og blev enige om, at de nok skulle nå at få ryddet, så Superfar og ældstebarnet kunne cykle i skole. De måtte dog opgive efter 50 meter, da de nåede den første stikvej og sneen lå i 50-100 cm høje bjerge og spærrede både cykelsti og fortov. Det lykkedes dem dog at nå skolen.

Superfar ringede fra sit arbejde og bad mig om at vurdere om det var til at gå med klapvognen op til skolen, ellers ville han aflyse nogen møder og få hentet ældstebarnet. I min naivitet tænkte jeg at kl. 13.00 ville de da have fået styr på det, og vi kunne jo bare gå i god tid. Som sagt så gjort.

En time før gik vi ud af døren og det første stykke gik næsten helt smertefrit. Der var lige et par enkelte bjerge af sne, der skulle forceres, men altså, man er vel stædig og jeg fik slæbt vognen over. Da vi var nået halvvejs, kunne jeg så konstatere at det sidste stykke slet ikke var ryddet for sne og jeg måtte trække klapvognen efter mig, op af bakke, det sidste stykke til skolen, alt i mens jeg forsøgte at få mellembarnet til at følge med. Han havde ret travlt med at løbe rundt i sneen.

Fremme ved skolen blev jeg mødt af træt og grædefærdigt ældstebarn, som havde været på tur med skolen og pga. sneen havde de gået frem og tilbage. 1,5 time hver vej. Hun var træt, sur og havde hovedpine. Hendes humør blev ikke ligefrem bedre ved udsigten til endnu en gå tur i sneen.

Hjem kom vi dog og hun ligger nu på sofaen med dynen, stadig lidt sur og træt.

Så kære smukke sne, vil du ikke godt snart dø, så vi andre kan være her igen?