Mangotræ på Bali november 2013
Det lyder meget dramatisk, men det gjorde jeg faktisk. Forlod dem altså, eller rejste om man vil, i hele 14 dage.
Det hele startede det år både jeg og Superfar fyldte 30. Vi slog det sammen og holdt stor fest om sommeren. Det var her to af mine Kollega veninder berettede om den her fantastiske tur de havde planlagt til USA. Nøj, det lød fedt. 3 uger i USA og bare køre rundt og opleve ting. De kan sagtens tænkte jeg for mig selv, single og endnu uden børn, det er på den måde nemmere bare at rejse. Jeg fik mumlet at det gad jeg godt være med til og de synes begge to at det skulle jeg da.
Et par dage senere lå jeg og Superfar og sofa hyggede og jeg fik fortalt ham om deres tur. Om hvor fedt det lød og hvor meget jeg godt kunne tænke mig at være med. Pludselig siger Superfar, at det kunne jeg da bare gøre. Han kunne sagtens klare fortet uden mig. Han har senere betroet mig, at han faktisk ikke troede jeg ville gennemføre og hans velsignelse var derfor nem at give.
Men jeg gjorde det. Jeg rejste faktisk. Selve turen må i høre om en anden gang. Kan dog berette at det senere blev ændret fra 3 uger i USA til 14 dage på Bali og omkringliggende øer.
Indlægget her handler mere om det der med mødre der forlader deres børn og omverdenens reaktion derpå. På trods af vores ligestillede verden, så er der nemlig ret stor forskel på om det er mor eller far der rejser.
Far må gerne. Far må gerne tage på forretningsrejser og studieture og drengerøvsferier. Selvom far i den gængse familie er en familiefar, en vigtig del af familien, så er han åbenbart ikke ret vigtig. I hvert fald ikke ligeså vigtig som mor. Han kan godt undværes. Mor er der nemlig og mor kan alt. Mor tager sig altid af børnene, det er mors opgave nummer 1. Mor og børn hører sammen, far er bare nogen gange en del af det.
Min mand oplever det ofte når han rejser og/eller er på kurser. Der er INGEN og jeg mener INGEN, heller ikke kvinder, der spørg ham om hans kone så må passe børnene nu han er væk, eller hvem der passer børnene, eller hvor børnene er henne, nu han ikke er der. Men hans kvindelige kollegaer der deltager i selvsamme rejse/kursus, bliver udfrittet om hvem der nu passer hendes børn, om hun nu har husket at lave mad til fryseren og om manden nu er tryg ved/godt kan klare at være alene med børnene. Og kvinderne kaster det ikke engang videre til de selvsamme familiefædre og spørg hvor deres børn er henne og om konen nu godt kan klare det helt alene. I stedet svarer de tålmodigt på alle spørgsmålene og forsikrer både mænd og dem selv om at børnene er i trygge hænder.
Så jeg var godt forberedt. Jeg vidste godt, at det var det der ville møde mig ude i verden. Og jeg blev da heller ikke skuffet, da de første løftede øjenbryn stod foran mig og de med bekymret stemme spurgte ” Skal din mand så passe børnene”.
Ret skal være ret. Jeg mødte også reaktioner som ”Ej, hvor er det fedt at du gør det”. Men i virkeligheden udspringer de jo af samme kilde. En mor forlader ikke sin børn og hvis hun gør så skal man enten undre sig eller hylde det.
Min mand har aldrig mødt den reaktion. Der er aldrig nogen der har sagt ”Ej, hvor er det fedt at du gør det” til ham. Han må gerne, det er naturligt at far forlader sine børn. Det ved vi alle og det er bredt accepteret.
Selv min svigermor, som jeg ellers betragter som lidt af en rødstrømpe og som selv har rejst vidt og bredt med og uden børn, så nærmest forskrækket ud da hun, henvendt til min mand, udbrød ”Skal du så være alene med børnene?”. Der var ikke grænser for hvad hun kunne hjælpe ham med, hun kunne både hente børn og passe børn og hun kunne også tage dem alle med ud at rejse, så tiden ikke var så lang.
Det er ikke fordi hun ikke hjælper mig, når manden ikke er hjemme. Det gør hun bestemt. Men den underliggende bekymring om hvorvidt mor nu kan klare det, er totalt fraværende. Ingen skænker det en tanke, om mor nu kan klare at være alene med børnene. Mor hun kan nemlig alt og far må gerne.
Sandheden er heldigvis langt mere nuanceret end det. Herhjemme er sandheden nemlig, at Superfar er langt bedre til at være alene med børnene end jeg er. Herhjemme kan mor ikke alt, hun har brug for Superfar.
Da jeg den November morgen stod i lufthavnen og ventede på vores første fly, blev jeg ramt af alle fordommene. Hvilken slags mor var jeg dog, når jeg sådan lod min mand PASSE mine (okay vores) børn. Hvordan kunne jeg gøre det? De ville få traumer og være ødelagt for livet, når deres mor sådan forlader dem, helt alene i verden (ej, okay, sammen med deres far).
Men jeg gik altså på flyet og i løbet af den 32 timer lange tur, så forsvandt alle andres fordomme fra min mave og jeg begyndte at glæde mig.
Det gik i øvrigt vældig fint og uden traumatiserede børn. Vi talte sammen via skype hver dag. I starten var de vældigt begejstrede. De hørte om stedet og det jeg havde oplevet, de fortalte om deres dag og viste mig ting de havde lavet. Men efter lidt tid havde de gerne travlt med alt muligt andet. Den ene dag fik jeg 3 minutter, inden de vinkede farvel, fordi far havde lovet dem en tur på Mcdonalds.
Da jeg kom hjem igen, sad mellemmanden, som dengang var yngstebarnet, på mit skød og lyttede til alt det spændende. Til sidst gav han mig et kram og sagde ”Ih, hvor lyder det dejligt mor, men skal vi ikke aftale, at der går lidt lang tid inden du rejser igen”. Så det aftalte vi og jeg har da heller ikke forladt dem siden. Mest fordi vi 13 måneder senere blev beriget med nuværende yngstebarn.
Og selvom Superfar han kan næsten alt, så kan han ikke amme. Så yngstebarnet var ret afhængig af sin mor de første mange måneder af sit korte liv og Ja, så flyttede vi til udlandet.
Men nu er det blevet tid igen og om halvanden uge forlader jeg igen mine børn. Denne gang kun fre-søndag og mon ikke de alle overlever denne gang også.
Og skulle vi så ikke aftale, at mor også godt må. Far kan godt, Far kan (næsten) alt.