Der har været ret stille herfra i flere uger. Det skyldes sådan et slags “Crash and Burn” øjeblik, hvor alt mit overskud forsvandt ud af vinduet. Det har formentligt været under opsejling længe, men jeg har formået at undertrykke og ignorere det.

Det er altid en virkelig dårlig idé. Altid.

Jeg tror det skyldes, at det har været sværere og hårdere end forventet, at rykke vores liv op ved roden og flytte til udlandet. Som jeg tidligere har beskrevet, så blev det ikke helt som vi fantaserede om og min hverdag er blevet markant hårdere end tidligere.

Jeg kender ikke nogen her, og det er bare ikke det samme at skrive/tale med veninderne over telefonen. Jeg går hjemme med to børn. Og Ja, Ja, det er skønt og dejligt og alt det der, men det er også virkelig hårdt at være på HELE dagen, alle dage. Jeg trænger sådan til ro i mit hoved og ego tid. Og selvom min mand har forsøgt at give mig de åndehuller, så har det bare ikke været nok.

Jeg forsøgte at rette lidt op på det, ved at tage en weekend til København. Jeg boede hos en veninde og besøgte andre veninder. Vi gik i byen hele natten, dansede og blev fulde. Det var skønt og dejligt og vidunderligt.

Da jeg ramte hverdagen igen, gik det op for mig, hvor dårligt jeg faktisk havde haft det og jeg brød grædende sammen i armene på manden min. Jeg er stadig ikke helt ovenpå. Jeg kæmper stadig med ikke at blive vred på børnene, når de kræver min opmærksomhed. Hvilket jo er totalt urimeligt overfor dem, det ved jeg godt.  Men nu er det ude, min mand ved det og vi har lagt en plan. En plan hvor jeg får mere tid alene og mere tid sammen med et barn af gangen. Så det går fremad og det skal nok blive godt igen.

Midt i alt det rod, blev vores ældstebarn officielt 9 år. Hendes mormor og mormors søde kæreste, tog turen fra Vestsjælland, så de kunne fejre hendes fødselsdag. Virkelig dejligt at de gad en 5 timers biltur, bare for en enkelt overnatning.

Ældstebarnet havde høje forventninger. Det har hun altid og det er naturligvis min egen skyld. Jeg elsker normalt, at bage og lave mad og eksperimentere med sjove ting. Særligt omkring fødselsdage. Så hun er jo ligesom vænnet til at niveauet er ret højt.

Tidligere fødselsdage har blandt andet budt på denne Bryllupskage inspirerede sag;

Og disse skønne klovnemuffins, med tilhørende ballonkunst;

Det var overskuddet ikke til i år og kombineret med manglende køkkenudstyr i vores udstationeringslejlighed, blev der taget en hurtig beslutning om, at det skulle være nemt. Så kagen blev hjemmesamlet, med færdigkøbte ingredienser, men heldigvis så smagte den virkelig godt, så alle var tilfredse og fødselsdagsbarnet var glad.

Opskriften på den hjemmesamlede “Ferrero Rocher møder karamel og fløde på sprød bund” kommer her:

• 1 stk færdigkøbt Marengsbund
• 1/2 lille glas Nutella
• 2 håndfulde ristede hasselnødder (jeg købte dem færdige)
• Karamelliseret Mælk på dåse (ca. 1/2 dåse)
• 1/2 liter piskefløde
• 2 Håndfulde små marengsdråber (købt færdigt, kan udelades)
• 50 gram hakket hvid chokolade

 

Pisk fløden til skum. Hak hasselnødderne meget fint og bland dem med nutellaen. Hak den hvide chokolade groft.

Smør marengsbunden med et tyndt lag karamel. Rør den hvide chokolade og marengsdråberne ind i flødeskummen. Rør med let hånd ca. 2/3 af nutalla/nøddeblandingen og 2/3 af den resterende karamel ind i flødeskummet, så du stadig har “klumper” af det i fløden. Fordel det hen over marengsbunden.

Put det resterende nutella og karamel i en frysepose eller sprøjtepose og sprøjt det i cirkler, startende fra midten, udover flødeskummet.

Færdig og velbekomme!

Resten af weekenden blev brugt på bedsteforældrehygge, legeplads, fødselsdags lunch i byen, shopping med ældstebarnet og hjemmelavet sushi søndag aften.

Forhåbentligt er overskuddet snart tilbage og så kommer der måske flere indlæg herfra.

 

 

 

 

Selvom jeg er gammel nok til, at have fået karakterer efter den gamle 13 skala, så er det ikke det jeg vil skrive om i dag.

Det handler om snot, så er i advaret.

Vinteren bringer nemlig ikke kun sne med sig, men også forkølelser i lange baner og sådan en er yngstebarnet blevet ramt af i disse dage.

Jeg havde ellers lykkeligt glemt alt om 11-taller i snot. De andre børn er ret meget over den alder, hvor snotten bare løber i ucharmerende baner og tørres af i alt og alle.

Inden jeg selv fik børn, syntes jeg at børn med 11-taller lå ret højt på skalaen over de 50 mest klamme ting i verden. Heldigvis sker der noget med en når man selv får børn, og ting der før var virkeligt klamme, er bare ikke rigtigt klamme når det handler om ens egne børn. Gudskelov for det, det ville være ret synd for ungerne hvis deres forældre gik og væmmedes over dem i tide og utide. Altså det er jo ikke fordi hun er lækker med snot, men hun er et rent 13-tal uden snot og med, Tja, det kan højst trække hende ned på et 11-tal, måske ovenikøbet med pil opad.

Andres børn er stadig vildt klamme med 11-taller. Undskyld, det må man nok ikke sige højt, men det er de altså. Det er stadig en af de ting der ligger ret højt på skalaen over de 50 mest klamme ting i verden. Helt deroppe med alle mulige andre ting som er virkeligt klamme hos andres børn, men sådan ret almindelige hos ens egen.

Ældstebarnet er også syg, heldigvis uden snot, så i dag er vi at finde i nattøj, selvom kl. nærmer sig 9.30 og den øvrige by er i fuld gang. Mit nattøj er også fint dekoreret af snotklatter jævnt spredt ud over hele overdelen, så på et tidspunkt må jeg hellere tage noget rent på og vaske lidt tøj. Superfar er kørt til København, så kan ikke engang få ham til at vaske.

 

The joy´s of Motherhood.

 

Er jeg helt alene med mine betragtninger om andres børn vs. egne børn?

 

Det lyder meget dramatisk, men det gjorde jeg faktisk. Forlod dem altså, eller rejste om man vil, i hele 14 dage.

Det hele startede det år både jeg og Superfar fyldte 30. Vi slog det sammen og holdt stor fest om sommeren. Det var her to af mine Kollega veninder berettede om den her fantastiske tur de havde planlagt til USA. Nøj, det lød fedt. 3 uger i USA og bare køre rundt og opleve ting. De kan sagtens tænkte jeg for mig selv, single og endnu uden børn, det er på den måde nemmere bare at rejse. Jeg fik mumlet at det gad jeg godt være med til og de synes begge to at det skulle jeg da.

Et par dage senere lå jeg og Superfar og sofa hyggede og jeg fik fortalt ham om deres tur. Om hvor fedt det lød og hvor meget jeg godt kunne tænke mig at være med. Pludselig siger Superfar, at det kunne jeg da bare gøre. Han kunne sagtens klare fortet uden mig. Han har senere betroet mig, at han faktisk ikke troede jeg ville gennemføre og hans velsignelse var derfor nem at give.

Men jeg gjorde det. Jeg rejste faktisk. Selve turen må i høre om en anden gang. Kan dog berette at det senere blev ændret fra 3 uger i USA til 14 dage på Bali og omkringliggende øer.

Indlægget her handler mere om det der med mødre der forlader deres børn og omverdenens reaktion derpå. På trods af vores ligestillede verden, så er der nemlig ret stor forskel på om det er mor eller far der rejser.

Far må gerne. Far må gerne tage på forretningsrejser og studieture og drengerøvsferier. Selvom far i den gængse familie er en familiefar, en vigtig del af familien, så er han åbenbart ikke ret vigtig. I hvert fald ikke ligeså vigtig som mor. Han kan godt undværes. Mor er der nemlig og mor kan alt. Mor tager sig altid af børnene, det er mors opgave nummer 1. Mor og børn hører sammen, far er bare nogen gange en del af det.

Min mand oplever det ofte når han rejser og/eller er på kurser. Der er INGEN og jeg mener INGEN, heller ikke kvinder, der spørg ham om hans kone så må passe børnene nu han er væk, eller hvem der passer børnene, eller hvor børnene er henne, nu han ikke er der. Men hans kvindelige kollegaer der deltager i selvsamme rejse/kursus, bliver udfrittet om hvem der nu passer hendes børn, om hun nu har husket at lave mad til fryseren og om manden nu er tryg ved/godt kan klare at være alene med børnene. Og kvinderne kaster det ikke engang videre til de selvsamme familiefædre og spørg hvor deres børn er henne og om konen nu godt kan klare det helt alene. I stedet svarer de tålmodigt på alle spørgsmålene og forsikrer både mænd og dem selv om at børnene er i trygge hænder.

Så jeg var godt forberedt. Jeg vidste godt, at det var det der ville møde mig ude i verden. Og jeg blev da heller ikke skuffet, da de første løftede øjenbryn stod foran mig og de med bekymret stemme spurgte ” Skal din mand så passe børnene”.

Ret skal være ret. Jeg mødte også reaktioner som ”Ej, hvor er det fedt at du gør det”. Men i virkeligheden udspringer de jo af samme kilde. En mor forlader ikke sin børn og hvis hun gør så skal man enten undre sig eller hylde det.

Min mand har aldrig mødt den reaktion. Der er aldrig nogen der har sagt ”Ej, hvor er det fedt at du gør det” til ham. Han må gerne, det er naturligt at far forlader sine børn. Det ved vi alle og det er bredt accepteret.

Selv min svigermor, som jeg ellers betragter som lidt af en rødstrømpe og som selv har rejst vidt og bredt med og uden børn, så nærmest forskrækket ud da hun, henvendt til min mand, udbrød ”Skal du så være alene med børnene?”. Der var ikke grænser for hvad hun kunne hjælpe ham med, hun kunne både hente børn og passe børn og hun kunne også tage dem alle med ud at rejse, så tiden ikke var så lang.

Det er ikke fordi hun ikke hjælper mig, når manden ikke er hjemme. Det gør hun bestemt. Men den underliggende bekymring om hvorvidt mor nu kan klare det, er totalt fraværende. Ingen skænker det en tanke, om mor nu kan klare at være alene med børnene. Mor hun kan nemlig alt og far må gerne.

Sandheden er heldigvis langt mere nuanceret end det. Herhjemme er sandheden nemlig, at Superfar er langt bedre til at være alene med børnene end jeg er. Herhjemme kan mor ikke alt, hun har brug for Superfar.

Da jeg den November morgen stod i lufthavnen og ventede på vores første fly, blev jeg ramt af alle fordommene. Hvilken slags mor var jeg dog, når jeg sådan lod min mand PASSE mine (okay vores) børn. Hvordan kunne jeg gøre det? De ville få traumer og være ødelagt for livet, når deres mor sådan forlader dem, helt alene i verden (ej, okay, sammen med deres far).

Men jeg gik altså på flyet og i løbet af den 32 timer lange tur, så forsvandt alle andres fordomme fra min mave og jeg begyndte at glæde mig.

Det gik i øvrigt vældig fint og uden traumatiserede børn. Vi talte sammen via skype hver dag. I starten var de vældigt begejstrede. De hørte om stedet og det jeg havde oplevet, de fortalte om deres dag og viste mig ting de havde lavet. Men efter lidt tid havde de gerne travlt med alt muligt andet. Den ene dag fik jeg 3 minutter, inden de vinkede farvel, fordi far havde lovet dem en tur på Mcdonalds.

Da jeg kom hjem igen, sad mellemmanden, som dengang var yngstebarnet, på mit skød og lyttede til alt det spændende. Til sidst gav han mig et kram og sagde ”Ih, hvor lyder det dejligt mor, men skal vi ikke aftale, at der går lidt lang tid inden du rejser igen”. Så det aftalte vi og jeg har da heller ikke forladt dem siden. Mest fordi vi 13 måneder senere blev beriget med nuværende yngstebarn.

Og selvom Superfar han kan næsten alt, så kan han ikke amme. Så yngstebarnet var ret afhængig af sin mor de første mange måneder af sit korte liv og Ja, så flyttede vi til udlandet.

Men nu er det blevet tid igen og om halvanden uge forlader jeg igen mine børn. Denne gang kun fre-søndag og mon ikke de alle overlever denne gang også.

 

Og skulle vi så ikke aftale, at mor også godt må. Far kan godt, Far kan (næsten) alt.

Det er et spørgsmål der bliver stillet utroligt ofte, så snart man går i gang med at få børn. Jeg ved, at i er mange derude der lige nu plages af spørgsmålet om hvornår i skal have børn, og hvis i troede det stoppede når først i gik i gang, så bliver i fælt skuffede.

Når man har fået det første barn, så er spørgsmålet mest, ”hvornår skal i have den næste”. Det er lidt sjovt som det åbenbart er givet, at alle skal have mindst to børn, Men ikke desto mindre, så er det et hyppigt forekommende spørgsmål når du er indehaver af et barn. Men okay, de fleste af os får vel også omkring de to børn, så spørgeren er vel undskyldt med en form for ”plejer” logik.

Nu fik vi jo så barn nummer to og så bliver spørgsmålet langt mere spørgende og tvivlende, som i ” har i tænkt på at få en til”. Det er nemlig lidt mere unormalt at få tre børn, i nogen kredse næsten sådan lidt mærkeligt.

Men vi fik jo altså barn nummer tre. Og det er så her man kan forvente, at spørgsmålet stort set forsvinder og i stedet erstattes af sådan nogen konstaterende bemærkninger som ”når nu det er din sidste graviditet” eller ” det er bare om at nyde babytiden når nu det er den sidste”. Og min indre 14-årige tramper i gulvet og får lyst til at komme med flabede modsvar som, ”Vi har egentligt planer om at blive ved indtil jeg går i overgangsalderen. Vi har faktisk tænkt det kunne være fedt med ca. 1 ny baby pr. Kalenderår hvis det kan lade sig gøre”.

Gad vide hvad dem der vælger 4 og 5 børn møder af rektioner og spørgsmål derude i verden. Måske er det værd at teste?

Men skal i så have flere børn, er der måske nogen der tænker?

Hvis du spørg mit babyelskende moderhjerte, så ville jeg elske at være gravid igen og få endnu en ny lille dunet baby, med søde babylyde og uendelig baby nuttethed. Men hvis du spørg min fornuftige side, så skal vi ikke have flere børn, dem har vi vidst rigeligt af nu. Det er desværre sådan med babyer, og hundehvalpe og kattekillinger, at de bliver store, så når nu vi har rigeligt med børn, så er det nok en dårlig idé at blive ved at få babyer. Lidt ligesom med hundehvalpe og kattekillinger.

Så hvad med jer derude? Skal i have flere børn? Har i tænkt på at få en til? Er det bare om at nyde det når nu det er den sidste?

Kan ikke rigtig finde på noget spændende, at skrive i dag eller et passende billede at sætte ind. Vi har totalt slapper søndag herhjemme og har ikke lavet så meget andet end at køre en tur i Giga ICA, som ungerne kalder det. Det er bare et meget stort supermarked og ikke særlig spændende.

Mellemmanden havde forleden dag, fundet en 10´er på gaden. Den medbragte han forventningsfuldt i dag, i håbet om at veksle den til spændende sager. Der findes desværre ikke så meget spændende der koster 10 kr, så da knægten fandt verdens mindste æske lego og glad spurgte om han havde råd til den, var det ret svært at skuffe hans store blå øjne, så jeg sagde at det havde han, hvis han gav mig et kys. Det gjorde han og så spurtede han glad hen til sin far og fremviste sit fund. De 10 kr ligger nu i min lomme og så taler vi ikke om at jeg nu er 50 kr. fattigere, godt nok svenske kr, men stadigvæk.

Superfar luskede hygge frokost igennem ved at stille sig op med de to børn og sige “Vi skal ikke have Nachos til frokost i dag, vel? Ej, det skal vi ikke”, Hvorefter begge børn finder hunde øjnene frem og kigger forventningsfuldt på deres mor og siger ” Årh, kan vi ikke godt, be´be´”. Ahmen, det er lusket, på sådan en slasket og træt søndag. Så vi fik nachos til frokost og chokolade croissanter til eftermiddag og der købt ind til lammeburgere til aftensmad. Så bliver det vidst ikke mere slasket.

Udenfor skinner solen og vi burde gå ud og kælke med ungerne, meeen det er -12 grader, den lille er lige blevet puttet og jeg har taget nattøj på igen, så måske vi bare bliver indenfor og slasker videre på sådan en dejlig slapper søndag.

Nyd resten af weekenden derude, det vil vi ihvertfald.