Selvom jeg er gammel nok til, at have fået karakterer efter den gamle 13 skala, så er det ikke det jeg vil skrive om i dag.

Det handler om snot, så er i advaret.

I slipper for 11-taller og får istedet et af vores absolutte favorit billeder af 13-tals babyen

Vinteren bringer nemlig ikke kun sne med sig, men også forkølelser i lange baner og sådan en er yngstebarnet blevet ramt af i disse dage.

Jeg havde ellers lykkeligt glemt alt om 11-taller i snot. De andre børn er ret meget over den alder, hvor snotten bare løber i ucharmerende baner og tørres af i alt og alle.

Inden jeg selv fik børn, syntes jeg at børn med 11-taller lå ret højt på skalaen over de 50 mest klamme ting i verden. Heldigvis sker der noget med en når man selv får børn, og ting der før var virkeligt klamme, er bare ikke rigtigt klamme når det handler om ens egne børn. Gudskelov for det, det ville være ret synd for ungerne hvis deres forældre gik og væmmedes over dem i tide og utide. Altså det er jo ikke fordi hun er lækker med snot, men hun er et rent 13-tal uden snot og med, Tja, det kan højst trække hende ned på et 11-tal, måske ovenikøbet med pil opad.

Andres børn er stadig vildt klamme med 11-taller. Undskyld, det må man nok ikke sige højt, men det er de altså. Det er stadig en af de ting der ligger ret højt på skalaen over de 50 mest klamme ting i verden. Helt deroppe med alle mulige andre ting som er virkeligt klamme hos andres børn, men sådan ret almindelige hos ens egen.

Ældstebarnet er også syg, heldigvis uden snot, så i dag er vi at finde i nattøj, selvom kl. nærmer sig 9.30 og den øvrige by er i fuld gang. Mit nattøj er også fint dekoreret af snotklatter jævnt spredt ud over hele overdelen, så på et tidspunkt må jeg hellere tage noget rent på og vaske lidt tøj. Superfar er kørt til København, så kan ikke engang få ham til at vaske.

The joy´s of Motherhood.

Er jeg helt alene med mine betragtninger om andres børn vs. egne børn?

Forleden dag kom yngstebarnet gående med sutten og sit højt elskede tæppe, klar til at komme op og få lidt kram og kys inden hun skulle putte.

Pludselig blev mit blik fanget af mønsteret på sutten og jeg opdagede, at der stod “Kevin” med store Hvide bogstaver midt på sutten.

Yngstebarnet hedder ikke Kevin. Vi kender faktisk ikke nogen der hedder Kevin. Så Kevin kan ikke have glemt den her hos os. Faktisk så har vi slet ikke haft besøg af børn der bruger sut, så ingen børn kan have glemt den her. Og yngstebarnet går ikke i institution, det gør mellembarnet heller ikke og jeg håber ikke, at der er en Kevin på ældstebarnets skole der mangler sin sut.

Vi har ikke været i nogen legestuer fornyligt eller andre steder med mange sutte brugende børn. Så det er lidt af et mysterium hvor denne Kevin sut kommer fra. Yngstebarnet virker ret ligeglad med navnet på sutten, så den indgår nu i hæren af sutter herhjemme.

Men for en god ordens skyld, vil vi gerne officielt sige undskyld. Undskyld Kevin! Vi håber du har flere sutter og slet ikke har opdaget af den mangler. Og undskyld Kevins mor og far, vi håber ikke han græd for længe inden i fandt en anden sut. Undskyld, vi lover at lære yngstebarnet, at man ikke må stjæle, når hun bliver lidt større og fatter lidt mere.

Det er et spørgsmål der bliver stillet utroligt ofte, så snart man går i gang med at få børn. Jeg ved, at i er mange derude der lige nu plages af spørgsmålet om hvornår i skal have børn, og hvis i troede det stoppede når først i gik i gang, så bliver i fælt skuffede.

Når man har fået det første barn, så er spørgsmålet mest, ”hvornår skal i have den næste”. Det er lidt sjovt som det åbenbart er givet, at alle skal have mindst to børn, Men ikke desto mindre, så er det et hyppigt forekommende spørgsmål når du er indehaver af et barn. Men okay, de fleste af os får vel også omkring de to børn, så spørgeren er vel undskyldt med en form for ”plejer” logik.

Nu fik vi jo så barn nummer to og så bliver spørgsmålet langt mere spørgende og tvivlende, som i ” har i tænkt på at få en til”. Det er nemlig lidt mere unormalt at få tre børn, i nogen kredse næsten sådan lidt mærkeligt.

Men vi fik jo altså barn nummer tre. Og det er så her man kan forvente, at spørgsmålet stort set forsvinder og i stedet erstattes af sådan nogen konstaterende bemærkninger som ”når nu det er din sidste graviditet” eller ” det er bare om at nyde babytiden når nu det er den sidste”. Og min indre 14-årige tramper i gulvet og får lyst til at komme med flabede modsvar som, ”Vi har egentligt planer om at blive ved indtil jeg går i overgangsalderen. Vi har faktisk tænkt det kunne være fedt med ca. 1 ny baby pr. Kalenderår hvis det kan lade sig gøre”.

Gad vide hvad dem der vælger 4 og 5 børn møder af rektioner og spørgsmål derude i verden. Måske er det værd at teste?

Men skal i så have flere børn, er der måske nogen der tænker?

Hvis du spørg mit babyelskende moderhjerte, så ville jeg elske at være gravid igen og få endnu en ny lille dunet baby, med søde babylyde og uendelig baby nuttethed. Men hvis du spørg min fornuftige side, så skal vi ikke have flere børn, dem har vi vidst rigeligt af nu. Det er desværre sådan med babyer, og hundehvalpe og kattekillinger, at de bliver store, så når nu vi har rigeligt med børn, så er det nok en dårlig idé at blive ved at få babyer. Lidt ligesom med hundehvalpe og kattekillinger.

Så hvad med jer derude? Skal i have flere børn? Har i tænkt på at få en til? Er det bare om at nyde det når nu det er den sidste?

I december 2014 blev vi forældre for tredje gang. De store havde glædet sig ganske meget og det var da også stor kærlighed, så snart de så hende første gang. De er stadig ret glade for hende. Grundlæggende tror jeg de holder ret meget af hinanden alle tre, også selvom de to store ofte skændes så huset er ved at ramle om ørene på dem.

De stolte søskende møder lillesøster for første gang

Et par måneder efter yngstebarnets ankomst, hentede jeg storebror i børnehaven og følgende samtale fandt sted.

“Mor, kender du det når man bliver så glad at man græder?”

” Mener du når man får tårer i øjnene af glæde?”

“Ja, Mor, sådan får jeg det når jeg ser babyen, fordi hun er så nutti”

Så enkelt kan det siges. Kærlighed. Jeg håber den varer ved.

I dag vågnede yngstebarnet kl. 4.30. Jeg prøvede ellers at overbevise hende om, at putte lidt videre med mor, men det var hun ikke enig i. Så hun startede med en højlydt vræle-protest, hvorefter hun gik over til at rulle over i sin far og ”ae” ham med sine flagrende ben. Så Superfar og yngstebarnet stod op allerede 10 min senere.

Jeg er IKKE morgenmenneske, virkelig ikke. Jeg fungerer meget dårligt om morgenen. Så at stå tidligt op, eller i det hele taget, stå først op, er en af de ting jeg næsten aldrig gør.

Heldigvis har vi Superfar, som er ret god til det. Vi har for flere år siden været igennem ”snakken” om hvorvidt det var rimeligt, at det næsten altid var ham der stod først op. Og jeg gav mig også og forsøgte at stå tidligt op med ungerne. Men når Superfar alligevel kommer luskende indenfor den første halve time, fordi han ikke kan sove videre, er vi med tiden nået til en stiltiende aftale om, at det er ham der står først op. Det er endnu en af de ting der fungerer godt. I hvert fald hvis du spørg mig.

Nu er yngstebarnet gået i seng igen og hun har vidst taget Superfar med i drømmeland. Det er nemlig endnu en af de ting Superfar er rigtig god til. At sove lur på alle tider af døgnet, hvis han kan slippe af sted med det. Hvilket han ofte kan ved, at melde sig til at putte yngstebarnet. Han har virkelig taget rådet om, ” at sove når barnet sover”, til sig.

Endnu en af de fantastiske ting ved små børn. Man er sikker på ikke at gå glip af dagen.

Der er heldigvis stadig forholdsvis stille, selvom de store også har været vågne længe. Ipad er en guds gave til trætte forældre sådan en weekend morgen.

Vi har iøvrigt planer om at hævne os grusomt på ungerne, når de engang synes de skal til at sove længe. Jeg kommer til at stå klar med ulidelig mor musik, blenderen, støvsugeren og grydelåg kl. 5.00, mindst et par gange om ugen. Hvis altså jeg kan komme op selv.

Børn er bare søde når de sover. Yngstebarnet kunne sove når som helst og hvor som helst da hun var lille. Det er hun ret meget vokset fra.

Jeg håber i andre derude har fået lov at sove længere, eller i det mindste synes at tidlige morgener er det bedste i verden.