11 - Taller

Pauser, Underskud og Kage

Der har været ret stille herfra i flere uger. Det skyldes sådan et slags “Crash and Burn” øjeblik, hvor alt mit overskud forsvandt ud af vinduet. Det har formentligt været under opsejling længe, men jeg har formået at undertrykke og ignorere det.

Det er altid en virkelig dårlig idé. Altid.

Jeg tror det skyldes, at det har været sværere og hårdere end forventet, at rykke vores liv op ved roden og flytte til udlandet. Som jeg tidligere har beskrevet, så blev det ikke helt som vi fantaserede om og min hverdag er blevet markant hårdere end tidligere.

Jeg kender ikke nogen her, og det er bare ikke det samme at skrive/tale med veninderne over telefonen. Jeg går hjemme med to børn. Og Ja, Ja, det er skønt og dejligt og alt det der, men det er også virkelig hårdt at være på HELE dagen, alle dage. Jeg trænger sådan til ro i mit hoved og ego tid. Og selvom min mand har forsøgt at give mig de åndehuller, så har det bare ikke været nok.

Jeg forsøgte at rette lidt op på det, ved at tage en weekend til København. Jeg boede hos en veninde og besøgte andre veninder. Vi gik i byen hele natten, dansede og blev fulde. Det var skønt og dejligt og vidunderligt.

Da jeg ramte hverdagen igen, gik det op for mig, hvor dårligt jeg faktisk havde haft det og jeg brød grædende sammen i armene på manden min. Jeg er stadig ikke helt ovenpå. Jeg kæmper stadig med ikke at blive vred på børnene, når de kræver min opmærksomhed. Hvilket jo er totalt urimeligt overfor dem, det ved jeg godt.  Men nu er det ude, min mand ved det og vi har lagt en plan. En plan hvor jeg får mere tid alene og mere tid sammen med et barn af gangen. Så det går fremad og det skal nok blive godt igen.

Midt i alt det rod, blev vores ældstebarn officielt 9 år. Hendes mormor og mormors søde kæreste, tog turen fra Vestsjælland, så de kunne fejre hendes fødselsdag. Virkelig dejligt at de gad en 5 timers biltur, bare for en enkelt overnatning.

Ældstebarnet havde høje forventninger. Det har hun altid og det er naturligvis min egen skyld. Jeg elsker normalt, at bage og lave mad og eksperimentere med sjove ting. Særligt omkring fødselsdage. Så hun er jo ligesom vænnet til at niveauet er ret højt.

Tidligere fødselsdage har blandt andet budt på denne Bryllupskage inspirerede sag;

IMG_4329

Og disse skønne klovnemuffins, med tilhørende ballonkunst;

1454725_10152549847616574_6696251756155254852_n

ballondyr

Det var overskuddet ikke til i år og kombineret med manglende køkkenudstyr i vores udstationeringslejlighed, blev der taget en hurtig beslutning om, at det skulle være nemt. Så kagen blev hjemmesamlet, med færdigkøbte ingredienser, men heldigvis så smagte den virkelig godt, så alle var tilfredse og fødselsdagsbarnet var glad.

IMG_1028

Opskriften på den hjemmesamlede “Ferrero Rocher møder karamel og fløde på sprød bund” kommer her:

  • 1 stk færdigkøbt Marengsbund
  • 1/2 lille glas Nutella
  • 2 håndfulde ristede hasselnødder (jeg købte dem færdige)
  • Karamelliseret Mælk på dåse (ca. 1/2 dåse)
  • 1/2 liter piskefløde
  • 2 Håndfulde små marengsdråber (købt færdigt, kan udelades)
  • 50 gram hakket hvid chokolade

 

Pisk fløden til skum. Hak hasselnødderne meget fint og bland dem med nutellaen. Hak den hvide chokolade groft.

Smør marengsbunden med et tyndt lag karamel. Rør den hvide chokolade og marengsdråberne ind i flødeskummen. Rør med let hånd ca. 2/3 af nutalla/nøddeblandingen og 2/3 af den resterende karamel ind i flødeskummet, så du stadig har “klumper” af det i fløden. Fordel det hen over marengsbunden.

Put det resterende nutella og karamel i en frysepose eller sprøjtepose og sprøjt det i cirkler, startende fra midten, udover flødeskummet.

Færdig og velbekomme!

Resten af weekenden blev brugt på bedsteforældrehygge, legeplads, fødselsdags lunch i byen, shopping med ældstebarnet og hjemmelavet sushi søndag aften.

IMG_1025

Forhåbentligt er overskuddet snart tilbage og så kommer der måske flere indlæg herfra.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

11 - Taller