Børn kan bare sige de sjoveste ting. Mine unger siger jævnligt mange ting der får os alle til at trille på gulvet af grin.

Desværre går hverdagen ofte lidt stærkt herhjemme, så det er ikke altid jeg får det skrevet ned og efter et par dage, så er det ligesom glemt i mængden af ting mine børn generelt siger.

Der er dog alligevel nogen ting der bliver hængende. Da min datter var 6 år, var hun ved at gøre klar til at starte i skole. Vi havde fået udleveret en fin folder om alt det børn skal kunne inden skolestart. Alt sådan noget som at tage tøj på selv, selv ordne toiletbesøg, vide hvad man selv hedder og hvor man bor. Og så var der også et punkt om, at man åbenbart bør vide hvad ens mor og far arbejder med. Forventningsfulde spurgte vi derfor datteren henover aftensmaden, om hun egentligt vidste hvad vi lavede. Stolt som en Pave, siger ynglet ”Ja, Far han er Ingeniør (udtalt uden slinger i valsen), han bygger broer og Mor hun er SocialRØVgiver.”

BUM, så ved du det mor og det gav da helt nye muligheder indenfor jobsøgning.

For ikke så længe siden, sad Superfar og talte med mellembarnet om, at vi snart skulle hjem til Danmark og vores eget hus. Superfar spørger indtil om mellembarnet nu kan huske vores hus. Drengen benægter at huske noget som helst. Så Superfar tænker, at han ligeså godt kan starte fra bunden og spørger knægten ”Kan du huske hvilken farve huset er?”. Drengen lyser op i hele hovedet og udbryder glad, ”Ja, far, det er Husfarvet.”

Jeg tror de har udeladt den farve blandt alle de andre som Magenta og Indigo. Det ville også blive noget rod at definere den rigtige Husfarve tænker jeg.

Siger jeres unger også sjove ting?

Der har været ret stille herfra i flere uger. Det skyldes sådan et slags “Crash and Burn” øjeblik, hvor alt mit overskud forsvandt ud af vinduet. Det har formentligt været under opsejling længe, men jeg har formået at undertrykke og ignorere det.

Det er altid en virkelig dårlig idé. Altid.

Jeg tror det skyldes, at det har været sværere og hårdere end forventet, at rykke vores liv op ved roden og flytte til udlandet. Som jeg tidligere har beskrevet, så blev det ikke helt som vi fantaserede om og min hverdag er blevet markant hårdere end tidligere.

Jeg kender ikke nogen her, og det er bare ikke det samme at skrive/tale med veninderne over telefonen. Jeg går hjemme med to børn. Og Ja, Ja, det er skønt og dejligt og alt det der, men det er også virkelig hårdt at være på HELE dagen, alle dage. Jeg trænger sådan til ro i mit hoved og ego tid. Og selvom min mand har forsøgt at give mig de åndehuller, så har det bare ikke været nok.

Jeg forsøgte at rette lidt op på det, ved at tage en weekend til København. Jeg boede hos en veninde og besøgte andre veninder. Vi gik i byen hele natten, dansede og blev fulde. Det var skønt og dejligt og vidunderligt.

Da jeg ramte hverdagen igen, gik det op for mig, hvor dårligt jeg faktisk havde haft det og jeg brød grædende sammen i armene på manden min. Jeg er stadig ikke helt ovenpå. Jeg kæmper stadig med ikke at blive vred på børnene, når de kræver min opmærksomhed. Hvilket jo er totalt urimeligt overfor dem, det ved jeg godt.  Men nu er det ude, min mand ved det og vi har lagt en plan. En plan hvor jeg får mere tid alene og mere tid sammen med et barn af gangen. Så det går fremad og det skal nok blive godt igen.

Midt i alt det rod, blev vores ældstebarn officielt 9 år. Hendes mormor og mormors søde kæreste, tog turen fra Vestsjælland, så de kunne fejre hendes fødselsdag. Virkelig dejligt at de gad en 5 timers biltur, bare for en enkelt overnatning.

Ældstebarnet havde høje forventninger. Det har hun altid og det er naturligvis min egen skyld. Jeg elsker normalt, at bage og lave mad og eksperimentere med sjove ting. Særligt omkring fødselsdage. Så hun er jo ligesom vænnet til at niveauet er ret højt.

Tidligere fødselsdage har blandt andet budt på denne Bryllupskage inspirerede sag;

Og disse skønne klovnemuffins, med tilhørende ballonkunst;

Det var overskuddet ikke til i år og kombineret med manglende køkkenudstyr i vores udstationeringslejlighed, blev der taget en hurtig beslutning om, at det skulle være nemt. Så kagen blev hjemmesamlet, med færdigkøbte ingredienser, men heldigvis så smagte den virkelig godt, så alle var tilfredse og fødselsdagsbarnet var glad.

Opskriften på den hjemmesamlede “Ferrero Rocher møder karamel og fløde på sprød bund” kommer her:

• 1 stk færdigkøbt Marengsbund
• 1/2 lille glas Nutella
• 2 håndfulde ristede hasselnødder (jeg købte dem færdige)
• Karamelliseret Mælk på dåse (ca. 1/2 dåse)
• 1/2 liter piskefløde
• 2 Håndfulde små marengsdråber (købt færdigt, kan udelades)
• 50 gram hakket hvid chokolade

 

Pisk fløden til skum. Hak hasselnødderne meget fint og bland dem med nutellaen. Hak den hvide chokolade groft.

Smør marengsbunden med et tyndt lag karamel. Rør den hvide chokolade og marengsdråberne ind i flødeskummen. Rør med let hånd ca. 2/3 af nutalla/nøddeblandingen og 2/3 af den resterende karamel ind i flødeskummet, så du stadig har “klumper” af det i fløden. Fordel det hen over marengsbunden.

Put det resterende nutella og karamel i en frysepose eller sprøjtepose og sprøjt det i cirkler, startende fra midten, udover flødeskummet.

Færdig og velbekomme!

Resten af weekenden blev brugt på bedsteforældrehygge, legeplads, fødselsdags lunch i byen, shopping med ældstebarnet og hjemmelavet sushi søndag aften.

Forhåbentligt er overskuddet snart tilbage og så kommer der måske flere indlæg herfra.

 

 

 

 

Selvom jeg er gammel nok til, at have fået karakterer efter den gamle 13 skala, så er det ikke det jeg vil skrive om i dag.

Det handler om snot, så er i advaret.

Vinteren bringer nemlig ikke kun sne med sig, men også forkølelser i lange baner og sådan en er yngstebarnet blevet ramt af i disse dage.

Jeg havde ellers lykkeligt glemt alt om 11-taller i snot. De andre børn er ret meget over den alder, hvor snotten bare løber i ucharmerende baner og tørres af i alt og alle.

Inden jeg selv fik børn, syntes jeg at børn med 11-taller lå ret højt på skalaen over de 50 mest klamme ting i verden. Heldigvis sker der noget med en når man selv får børn, og ting der før var virkeligt klamme, er bare ikke rigtigt klamme når det handler om ens egne børn. Gudskelov for det, det ville være ret synd for ungerne hvis deres forældre gik og væmmedes over dem i tide og utide. Altså det er jo ikke fordi hun er lækker med snot, men hun er et rent 13-tal uden snot og med, Tja, det kan højst trække hende ned på et 11-tal, måske ovenikøbet med pil opad.

Andres børn er stadig vildt klamme med 11-taller. Undskyld, det må man nok ikke sige højt, men det er de altså. Det er stadig en af de ting der ligger ret højt på skalaen over de 50 mest klamme ting i verden. Helt deroppe med alle mulige andre ting som er virkeligt klamme hos andres børn, men sådan ret almindelige hos ens egen.

Ældstebarnet er også syg, heldigvis uden snot, så i dag er vi at finde i nattøj, selvom kl. nærmer sig 9.30 og den øvrige by er i fuld gang. Mit nattøj er også fint dekoreret af snotklatter jævnt spredt ud over hele overdelen, så på et tidspunkt må jeg hellere tage noget rent på og vaske lidt tøj. Superfar er kørt til København, så kan ikke engang få ham til at vaske.

 

The joy´s of Motherhood.

 

Er jeg helt alene med mine betragtninger om andres børn vs. egne børn?

 

Det lyder meget dramatisk, men det gjorde jeg faktisk. Forlod dem altså, eller rejste om man vil, i hele 14 dage.

Det hele startede det år både jeg og Superfar fyldte 30. Vi slog det sammen og holdt stor fest om sommeren. Det var her to af mine Kollega veninder berettede om den her fantastiske tur de havde planlagt til USA. Nøj, det lød fedt. 3 uger i USA og bare køre rundt og opleve ting. De kan sagtens tænkte jeg for mig selv, single og endnu uden børn, det er på den måde nemmere bare at rejse. Jeg fik mumlet at det gad jeg godt være med til og de synes begge to at det skulle jeg da.

Et par dage senere lå jeg og Superfar og sofa hyggede og jeg fik fortalt ham om deres tur. Om hvor fedt det lød og hvor meget jeg godt kunne tænke mig at være med. Pludselig siger Superfar, at det kunne jeg da bare gøre. Han kunne sagtens klare fortet uden mig. Han har senere betroet mig, at han faktisk ikke troede jeg ville gennemføre og hans velsignelse var derfor nem at give.

Men jeg gjorde det. Jeg rejste faktisk. Selve turen må i høre om en anden gang. Kan dog berette at det senere blev ændret fra 3 uger i USA til 14 dage på Bali og omkringliggende øer.

Indlægget her handler mere om det der med mødre der forlader deres børn og omverdenens reaktion derpå. På trods af vores ligestillede verden, så er der nemlig ret stor forskel på om det er mor eller far der rejser.

Far må gerne. Far må gerne tage på forretningsrejser og studieture og drengerøvsferier. Selvom far i den gængse familie er en familiefar, en vigtig del af familien, så er han åbenbart ikke ret vigtig. I hvert fald ikke ligeså vigtig som mor. Han kan godt undværes. Mor er der nemlig og mor kan alt. Mor tager sig altid af børnene, det er mors opgave nummer 1. Mor og børn hører sammen, far er bare nogen gange en del af det.

Min mand oplever det ofte når han rejser og/eller er på kurser. Der er INGEN og jeg mener INGEN, heller ikke kvinder, der spørg ham om hans kone så må passe børnene nu han er væk, eller hvem der passer børnene, eller hvor børnene er henne, nu han ikke er der. Men hans kvindelige kollegaer der deltager i selvsamme rejse/kursus, bliver udfrittet om hvem der nu passer hendes børn, om hun nu har husket at lave mad til fryseren og om manden nu er tryg ved/godt kan klare at være alene med børnene. Og kvinderne kaster det ikke engang videre til de selvsamme familiefædre og spørg hvor deres børn er henne og om konen nu godt kan klare det helt alene. I stedet svarer de tålmodigt på alle spørgsmålene og forsikrer både mænd og dem selv om at børnene er i trygge hænder.

Så jeg var godt forberedt. Jeg vidste godt, at det var det der ville møde mig ude i verden. Og jeg blev da heller ikke skuffet, da de første løftede øjenbryn stod foran mig og de med bekymret stemme spurgte ” Skal din mand så passe børnene”.

Ret skal være ret. Jeg mødte også reaktioner som ”Ej, hvor er det fedt at du gør det”. Men i virkeligheden udspringer de jo af samme kilde. En mor forlader ikke sin børn og hvis hun gør så skal man enten undre sig eller hylde det.

Min mand har aldrig mødt den reaktion. Der er aldrig nogen der har sagt ”Ej, hvor er det fedt at du gør det” til ham. Han må gerne, det er naturligt at far forlader sine børn. Det ved vi alle og det er bredt accepteret.

Selv min svigermor, som jeg ellers betragter som lidt af en rødstrømpe og som selv har rejst vidt og bredt med og uden børn, så nærmest forskrækket ud da hun, henvendt til min mand, udbrød ”Skal du så være alene med børnene?”. Der var ikke grænser for hvad hun kunne hjælpe ham med, hun kunne både hente børn og passe børn og hun kunne også tage dem alle med ud at rejse, så tiden ikke var så lang.

Det er ikke fordi hun ikke hjælper mig, når manden ikke er hjemme. Det gør hun bestemt. Men den underliggende bekymring om hvorvidt mor nu kan klare det, er totalt fraværende. Ingen skænker det en tanke, om mor nu kan klare at være alene med børnene. Mor hun kan nemlig alt og far må gerne.

Sandheden er heldigvis langt mere nuanceret end det. Herhjemme er sandheden nemlig, at Superfar er langt bedre til at være alene med børnene end jeg er. Herhjemme kan mor ikke alt, hun har brug for Superfar.

Da jeg den November morgen stod i lufthavnen og ventede på vores første fly, blev jeg ramt af alle fordommene. Hvilken slags mor var jeg dog, når jeg sådan lod min mand PASSE mine (okay vores) børn. Hvordan kunne jeg gøre det? De ville få traumer og være ødelagt for livet, når deres mor sådan forlader dem, helt alene i verden (ej, okay, sammen med deres far).

Men jeg gik altså på flyet og i løbet af den 32 timer lange tur, så forsvandt alle andres fordomme fra min mave og jeg begyndte at glæde mig.

Det gik i øvrigt vældig fint og uden traumatiserede børn. Vi talte sammen via skype hver dag. I starten var de vældigt begejstrede. De hørte om stedet og det jeg havde oplevet, de fortalte om deres dag og viste mig ting de havde lavet. Men efter lidt tid havde de gerne travlt med alt muligt andet. Den ene dag fik jeg 3 minutter, inden de vinkede farvel, fordi far havde lovet dem en tur på Mcdonalds.

Da jeg kom hjem igen, sad mellemmanden, som dengang var yngstebarnet, på mit skød og lyttede til alt det spændende. Til sidst gav han mig et kram og sagde ”Ih, hvor lyder det dejligt mor, men skal vi ikke aftale, at der går lidt lang tid inden du rejser igen”. Så det aftalte vi og jeg har da heller ikke forladt dem siden. Mest fordi vi 13 måneder senere blev beriget med nuværende yngstebarn.

Og selvom Superfar han kan næsten alt, så kan han ikke amme. Så yngstebarnet var ret afhængig af sin mor de første mange måneder af sit korte liv og Ja, så flyttede vi til udlandet.

Men nu er det blevet tid igen og om halvanden uge forlader jeg igen mine børn. Denne gang kun fre-søndag og mon ikke de alle overlever denne gang også.

 

Og skulle vi så ikke aftale, at mor også godt må. Far kan godt, Far kan (næsten) alt.

Sneen har væltet ned over byen i nat. Det er så smukt som det ligger der på træerne og hen over de uberørte græsplæner. Mellembarnet elsker sne og har boltret sig i det hele den lange vej op til skolen i dag, men han er også så dejligt ubekymret om tidspunkter og ting der skal nåes. Han lever bare i nuet.

Det gør vi andre ikke, Og ærligt talt så har jeg aldrig boet et sted med så dårlig snerydning som her. De rydder slet ikke hvis der ligger omkring 5 cm. Det gjorde der i sidste uge og med tiden blev det til sjap og smat og frosten kom tilbage og gjorde det til is på veje, fortove og cykelstier. Så kom sneen tilbage i store mængder og de har forsøgt at rydde. Ihvertfald for bilerne og nogen steder lidt for fodgængere. Smalle stier der snor sig afsted med høje bjerge af fejet sne langs siderne. Fodgænger overgange er stort set ikke ryddet og nogen steder er de brugt til at efterlade sne fra vejbanen og lange stykker af fortov er kun “ryddet” af de fodgængere der tidligere har trodset sneen.

Vi var ellers positive i morges, da vi kunne se snerydderen køre nede foran ejendommen og blev enige om, at de nok skulle nå at få ryddet, så Superfar og ældstebarnet kunne cykle i skole. De måtte dog opgive efter 50 meter, da de nåede den første stikvej og sneen lå i 50-100 cm høje bjerge og spærrede både cykelsti og fortov. Det lykkedes dem dog at nå skolen.

Superfar ringede fra sit arbejde og bad mig om at vurdere om det var til at gå med klapvognen op til skolen, ellers ville han aflyse nogen møder og få hentet ældstebarnet. I min naivitet tænkte jeg at kl. 13.00 ville de da have fået styr på det, og vi kunne jo bare gå i god tid. Som sagt så gjort.

En time før gik vi ud af døren og det første stykke gik næsten helt smertefrit. Der var lige et par enkelte bjerge af sne, der skulle forceres, men altså, man er vel stædig og jeg fik slæbt vognen over. Da vi var nået halvvejs, kunne jeg så konstatere at det sidste stykke slet ikke var ryddet for sne og jeg måtte trække klapvognen efter mig, op af bakke, det sidste stykke til skolen, alt i mens jeg forsøgte at få mellembarnet til at følge med. Han havde ret travlt med at løbe rundt i sneen.

Fremme ved skolen blev jeg mødt af træt og grædefærdigt ældstebarn, som havde været på tur med skolen og pga. sneen havde de gået frem og tilbage. 1,5 time hver vej. Hun var træt, sur og havde hovedpine. Hendes humør blev ikke ligefrem bedre ved udsigten til endnu en gå tur i sneen.

Hjem kom vi dog og hun ligger nu på sofaen med dynen, stadig lidt sur og træt.

Så kære smukke sne, vil du ikke godt snart dø, så vi andre kan være her igen?